• i går - 17:46

Lørdag den 15. november rullede Copenhagen City Taekwondos DM-karavane mod Vejle. 11 kæmpere, fyldt bus, højt humør – og Hasan bag rattet, der som altid leverede en sikker og præcis “time-to-venue”.

Allerede fra første kamp satte vi aftryk. Vadim åbnede ballet med tre knivskarpe 2-0-sejre og kunne runde cadet-tiden af som ny Danmarksmester. Danilo tog guldet uden modstandere, mens Nayel leverede en regulær statement-sejr i finalen mod en EM-udtaget modstander og forsvarede sit DM-guld – sidste gang som junior. Zainab T stod for et vaskeægte DM-drama, da hun med et sidste sekund-spark vendte finalen og tog sit fjerde DM-guld. Hos seniorerne stod Milad for dagens chok – dog ikke for os i klubben – da han i finalen først udlignede og siden kørte fra en VM-meriteret modstander, nr. 5 i verden. Resultat: DM-guld og fighterpokal.

Sølvmedaljer gik til Ziba, Zakinah og Nikola efter tætte finaler, mens Leonarda, Zainab A og Victor sikrede bronzemedaljer og masser af vigtig erfaring på øverste hylde. Samlet høst: 5 guld, 3 sølv, 3 bronze, 1 fighterpokal og en samlet 4. plads – med kun 11 kæmpere. Det er stærkt.

En stor tak til kæmpere, familier og vores tre coaches Sami, Laila og Sabunim for skarp cornercoaching hele dagen – og endnu en kæmpe tak til Hasan, der igen var dagens måske mest stabile “fighter” på de danske motorveje. Kampholdet går nu på vinterpause – bortset fra Nikola, der sammen med Sami tager til EM i OL-vægtklasser i Schweiz i næste weekend.

Stort tak til vores sponsorer:

Rasmussen hørecenter 

Taekwondoudstyr.dk / Tusah Danmark 

Døgnflyt & Logistik