Klubnyheder

Timeout for forældre :)

6. marts 2016, 23.23

Som forældre sker det tit, at vi rives med af stemningen, og ønsker at gøre omgivelserne for vores børn så optimale som muligt. Derfor kan man engang i mellem glemme, at man gerne må have lidt "frirum" til træning. Det betyder naturligvis ikke, at eleverne skal lave "hønsegård", men noget snak under træning kan godt tage følelsen af at det er hårdt væk - det kan være motiverende !!!

Jeg vil derfor gerne med nedenstående artikel gerne være mere skarp på rollefordelingen af forældre/træner. Retningslinjerne er en guideline for hvordan vi ønsker I støtter jeres fantastiske børn. Den respektfulde adskillelse vil kunne styrke forholdet mellem elev/træner og træner/forældre - og med dette i mængde, skabe de bedste forudsætninger for en stabil udvikling.

Sidst, vil jeg også nævne et råd, som jeg selv blev opmærksom på: Køreturen hjem har for mange unge atleter været det værste tidspunkt, da mange forældre benytter køreturen til at tale omkring hvilke ting der gik godt og skidt - dog bliver det for det meste en negativ snak omkring hvad der kunne være gjort bedre. Rådet er, at tale omkring de ting de unge selv vil, og lade træningsinput være en ting mellem træner og elev. Hvis man alligevel gerne vil komme med inputs, så forhold jer til de ting der fungerede eller gik godt under træningen (og husk så ikke at afslutte med MEN :) )


Relation med træneren

Som forælder til et sportsbarn bliver man også en del af et større sportsmiljø med mange forskellige systemer og mennesker. Og en af de vigtigste er træneren. Som forælder lægger man meget tillid ved træneren i forhold til at varetage ens barns sportslige udvikling, men også ve og vel. Desuden viser både forskning og praksis, at et godt samarbejde mellem forældre og trænere har gavnlig effekt på barnets motivation og udvikling. Men hvordan skaber du et godt samarbejde mellem dig og træneren?

1) Respekter rollefordelingen Først og fremmest skal du kende din rolle og respektere trænerens. Det betyder, at til træning og konkurrencer er det træneren, som styrer showet, kommer med input, ordrer og motivation. Er du uenig i noget, så tag det bagefter på en konstruktiv måde.

2) Anerkend træneren Et godt samarbejde blomstrer hvis man anerkender hinanden for ens indsats og dedikation. Så når du har muligheden, så anerkend træneren oprigtigt.

3) Forstå træneren Ligegyldig hvilke beslutninger træneren træffer, så sker det på baggrund af viden, erfaring og holdninger, og er du uenig, så gå i dialog med træneren og forsøg at forstå hans/hendes tanker.

4) Vær konkret og konstruktiv Vil du gerne have at træneren gør noget bestemt, så vær meget konkret omkring, hvad du/I gerne vil have, og vær konstruktiv når I snakker om, hvordan det kan lade sig gøre. Hvis ikke det kan lade sig gøre, så søg forståelsen.

5) Kig indad Oplever du uenighed med træneren, så kig indad og spørg dig selv ”Hvad gør jeg lige nu, som opretholder konflikten, og hvad kan jeg gøre for at få løst det?”.

6) Accepter eller tag konsekvensen Har du udvist respekt, søgt forståelse, været konkret og konstruktiv og kigget indad, men føler stadig at træneren er langt fra at opfylde de behov I har, så må du enten acceptere at det er sådan vilkårene er, eller også må du tage konsekvensen og flytte et sted hen med en anden træner.

(fra bogen "guide til sportsforældre")

Klubnyheder